SFS: 2 foredrag: “Feltherren Hans Schack” og “Kom godt i gang med anejagten”

Slægtshistorisk Forening Sønderjylland inviterer lørdag den 18. januar 2025 til 2 spændende foredrag. Foredragene afholdes i samarbejde med FolkeUniversitet.

Dagens program:
Kl. 10.30:    Foredrag omFeltherren Hans Schack ved Carsten Porskrog Rasmussen, Museum Sønderjylland.

Hans Schack (1609-1676) – Kobberstik, Det kgl. Bibliotek

Hans Schack spillede en afgørende rolle i årene 1659-60, hvor Danmarks eksistens først var truet udefra, og der derefter fulgte en politisk omvæltning indadtil.
Han var med til at forhindre svenskerne i at erobre København, og bagefter var han med til at sikre kongens statskup, der førte til enevælden. Han var af adelig slægt, men hans forældre hørte så absolut til den fattigste del af adelen, og han var født i en stor børneflok, så fremtiden så ikke bare lys ud, da han var barn.
Han tjente sig imidlertid op igennem graderne som dansk, svensk, fransk og tysk officer og blev med tiden en højtstående og succesrig general. Det blev han også rig af, og i en tid, hvor de økonomiske forhold ellers var forfærdelige for mange i Danmark og Sønderjylland, kunne han overtage Schackenborg og Gram godser og bygge nye markante hovedbygninger begge steder.

Kl. 13.30:  Foredraget Kom godt i gang med anejagten ved Kathrine Tobiasen, Randers.
Det kan lade sig gøre at google sig frem til en masse oplysninger om forfædrene, men resultatet bliver bedst, hvis man starter med at få styr på det grundlæggende og får tillagt sig nogle gode forskerregler.
Foredraget fortæller om, hvordan man griber forskningen an og introducerer til de vigtigste kilder, og hvordan de bruges. Det afsluttes med en god historie, der viser, hvor meget man med lidt held og ihærdighed kan finde frem til om ganske almindelige mennesker i fortiden.

Entré: 50 kr. for gæster (dvs. ikke er medlem af foreningen). Gratis for medlemmer.

Mellem og efter foredragene vil der være mulighed for at tale med andre slægtsforskere og evt. benytte cafeen i Multikulturhuset.

Tid og sted: Kl. 10.00-ca. 15.00, Multikulturhuset, Nørre Havnegade 15, 6400 Sønderborg. Lokale: Salen.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *